Hvad er barnets bedste ?

Rapport fra Konference om børn i konfliktfyldte skilsmisser 10. februar 2005.
Arrangører Børns Vilkår, Daspcan og Mødrehjælpen.

- Sammenfatning

- Artikler på basis af konferenceindlæg fra Professor cand. psych. Per Schultz Jørgensen, seniorforsker phd. Mai Heide Ottesen, SFI, mag art, forstander for behandlingshjemmet Dalgården, Marianne Egelund, cand. jer. Therese Fabritius Monberg og psykolog og børnesagkyndig Per Steen Christensen, Århus Statsamt.

Sammenfatning :

Systemerne omkring børn og samvær efter skilsmisse fungerer ud fra deres egen lukkede logik, der ofte virker mere konfliktoptrappende end støttende over for børnene og deres forældre. Systemerne behandler generelt samværstvister som partskonflikter, hvor børnene er genstande, der skal fordeles og forhandles om – og henvendelser om omsorgssvigt og vold under samvær bliver oftest blot opfattes som indlæg i konflikten.

Det danske samværssystem bygger grundlæggende på en forestilling om, at alle børn er ens, og at alle forældre per definition er lige gode til at yde omsorg. Derfor har alle børn behov for at være hos samværsforælderen hver anden weekend og en dag midt i den modsatte uge. Uanset om den ene forælder er misbruger eller voldelig, og uanset om barnet lider under flytningerne og uroen samt under voldsomme konflikter mellem forældrene.
Forestillingen om, at alle børn har brug for den samme slags samvær er så indgroet i systemet, at man har glemt, at det er en politisk skabt forestilling om, hvordan virkeligheden bør se ud, og at der ikke eksisterer videnskabelig dokumentation for, hvad der reelt er godt for skilsmissebørn.
Faktisk sker der det, at den eksisterende viden om børne- og udviklingspsykologi stort set bliver ignoreret. Det samme gælder den eksisterende viden om, hvordan man kan hjælpe mennesker med at håndtere konflikter til gavn for deres børn.
Især udsatte børn fra ressourcesvage familier risikerer derfor at leve i en så godt som retsløs tilstand i årevis, til de bliver så gamle, at de selv kan sige fra i forhold til samvær, de ikke trives med, eller hvor de lider under omsorgssvigt.

Det var en hård, men enslydende dom over dansk lovgivning og over de danske statsamter, der faldt, da en række eksperter belyste det danske system ud fra hver deres faglige udgangspunkt.
Der var generel enighed om, at systemet ofte ikke varetager barnets bedste, når der er tale om højt konfliktniveau eller dårlig forældreevne, lige som der var enighed om, at henholdsvis lovgivning og praksis ikke bygger på viden, men på politik, samt at systemerne generelt fungerer mere konfliktoptrappende end det modsatte. Dertil kommer, at systemet ikke er gearet til at træffe beslutninger, der bygger på barnets situation nu og her - hvilket ofte betyder, at børnene lever i et konfliktfyldt spændingsfelt gennem det meste af deres barndom. Der var også enighed om, at retssikkerheden for børn, der lider under omsorgssvigt eller vold under samvær, er ringe set i forhold til forældrenes retsstilling.

Oplægsholderne pegede på behovet for at sætte barnets behov i centrum i sagsbehandlingen frem for at behandle de konfliktfyldte samværssager som partskonflikter mellem forældrene, hvor barnet bliver en genstand, der skal fordeles.
Oplægsholderne pegede også på et stort behov for tidligere og mere kvalificeret at tilbyde mægling og rådgivning af forældrene, lige som der generelt blev udtrykt ønske om rådgivning og børnefaglig støtte i forhold til særligt socialt udsatte børn, der lider under meget konfliktfyldte skilsmisser mellem forældrene eller under omsorgssvigt under samvær.

Oplægsholderne delte desuden et generelt ønske om, at fokus på forældrenes rettigheder i fremtiden vil blive nedtonet til fordel for børnenes behov, og at man i højere grad vil interessere sig for eventuelle skadevirkninger ved at tvinge børn til samvær, ved at børn lever i et konstant spændingsfelt på baggrund af store konflikter mellem forældrene, og ved at børn lever med en konstant ustabilitet i deres liv, fordi de hele tiden pendler mellem to hjem.

Konferencen om barnets bedste i forhold til konfliktfyldt samvær var arrangeret i et samarbejde mellem tre børne- og familieorganisationer, Børns Vilkår, Daspcan og Mødrehjælpen, og anledningen var flere års frustrationer over, at den generelle og den indhentede viden på området ikke bliver brugt af beslutningstagerne.
En lang række børne- og familieorganisationer har siden slutningen af 1990´erne problematiseret det danske systems håndtering af de vanskeligste sager, uden at det har haft effekt i forhold til lovgivningen.
Formålet med dagens program var at belyse forholdene omkring børn og samvær så bredt som overhovedet muligt.
Programmet bød på følgende indlæg:

Et bud på en definition af barnets bedste. Et indlæg om de udviklingspsykologiske aspekter ved professor Per Schultz Jørgensen.
Barnets bedste i samværskonflikter – set fra et forskningsperspektiv. En
gennemgang af Socialforskningsinstituttets forskning omkring børn og konfliktfyldt
samvær og systemets tackling af sagerne ved seniorforsker, ph.d. Mai Heide Ottosen, SFI.
De udviklingspsykologiske konsekvenser. En gennemgang af praktiske/kliniske
erfaringer omkring udsatte børn og konfliktfyldt samvær ved forstander Marianne
Egelund, forstander, Behandlingshjemmet Dalgården.
En personlig beretning fra en voksen med egne erfaringer med forældre med højt
konfliktniveau.
Norsk skilsmisselovgivning. Baggrunden for lovændringerne i Norge april 04. En
gennemgang af den nye norske børnelov med særlig vægt på skilsmisse,
forældremyndigheds- og samværsregler ved Therese Fabritius Monberg, advokat,
konsulent og underviser på bl.a. Forvaltningshøjskolen.
Statsamtet indefra. En gennemgang af systemets nuværende håndtering samt visioner
omkring en anderledes sagsbehandling og rådgivning ved psykolog Per Steen
Christensen, børnesagkyndig ved Statsamtet Århus.

Konferencerapporten er skrevet af journalist Anna Louise Stevnhøj, Børns Vilkår.
Artiklerne på baggrund af de enkelte konferenceindlæg er læst og godkendt af de aktuelle oplægsholdere.

Interview med Per Schultz Jørgensen professor cand. psych. og tidligere formand for Børnerådet,.

Et bud på en definition af barnets bedste

Barnets bedste er ikke en konstant størrelse, men et begreb der ændrer sig ud fra den samfundsmæssige kontekst. Udviklingen har på kort tid ført os fra en kultur, hvor børn var forældrenes ejendom til en tid, hvor børn opfattes som selvstændige aktører i forhold til eget liv. Og børn er kompetente – men kun set i forhold til deres udviklingstrin. De har brug for de voksne som fortolkere af deres behov, og de har brug for, at vi hele tiden forholder os til deres behov set i lyset af udviklingen, siger professor cand. psych. og tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen.

Barndommen er en relativt ny opfindelse. Frem til 1800-tallet var barnets bedste først og fremmest at overleve og komme fri af arbejde, og først hen mod århundredets slutning blev ”barndom” en realitet som beskyttelse. I 1900-tallet begyndte man at definere børns rettigheder, og i anden halvdel af 1900-tallet opstod en videnskabeliggørelse af børns behov og en bevidsthed om, at negligering af disse behov kunne give varige skader.
Vi har altså på mindre end to århundreder bevæget os fra en kultur, hvor børn blev betragtet som forældrenes juridiske ejendom til en kultur, hvor børn ses som individer med særlige psykologiske behov og et særligt behov for beskyttelse fra både forældre og samfund.
Denne historiske udvikling har ført os frem til et samfund med en utroligt børnevenlig overflade, siger professor Per Schultz Jørgensen, der imidlertid mener, at der skjuler sig store dilemmaer under overfladen.
Barndommen af i dag er præget af professionalisering og ”børnevenlighed”. Samfundets børnepolitik er til enhver tid politisk og tilrettelagt ud fra det almene principielle niveau.
Det er også ud fra dette overordnede niveau, at man afgør enkeltsager omkring børn – at man afgør, hvad der er barnets bedste. Men dilemmaet består ofte i, at tingene kan se helt anderledes ud fra det individuelle, konkrete udgangspunkt, og at det enkelte barns bedste kan være et andet end flertallets. Og det er vores system kun sjældent gearet til at tackle, siger Per Schultz Jørgensen.

Psykologien og barnets bedste
Psykologien blev i løbet af 1900 tallet løftestang for børnenes rettigheder, og perspektivet flyttede sig: Fra at være forældrenes ejendom, blev børnene i tiltagende grad anset for individuelle personer med egne rettigheder.
Et af hovedværkerne, hvad angår beskrivelsen af barnets bedste, var ”Barnets tarv” fra 1981, skrevet af fremtrædende forskere .
Omdrejningspunktet var tilknytningsbegrebet, hvor vigtigheden af kontinuitet i de primære relationer blev understreget, hvor det blev klargjort, at barnet lider skade uden en stabil følelsesmæssig binding, og hvor der særligt blev advaret mod forstyrrelser af den primære relation i de første leveår, hvor barnet ikke må være kastebold og fratages sin følelsesmæssige tryghed.
Bogen slog fast, at barnets primære behov er stabil og nær tilknytning til en fast person gennem de første leveår, og at fraværet af en biologisk forælder ikke behøver gøre barnet skade, blot barnet har etableret en anden tilknytning.

Barnet som aktør
Den grundlæggende vægt på tilknytning og tryghed er stadig det grundlæggende psykologiske børnesyn. Strømninger op gennem den resterende del af århundredet har imidlertid budt på supplerende opfattelser af barnets bedste, hvor interessen for at finde børneperspektivet har været fremherskende.
Børn ses i dag som produkter af deres vilkår, af deres sociale arv, socialisering, og opdragelse, behov, og de opfattes som aktører og deltagere. Idealet i nutidens børnesyn er, at børn har indflydelse, de skal høres, de forhandler og de er medskabere af deres egen verden.
Per Schultz Jørgensen peger imidlertid på behovet for voksenhjælp og voksenbeskyttelse, nar man skal tolke børns behov ud fra deres egen synsvinkel.
- Børn er ikke voksne. Skal de reelt optræde som aktører og få indflydelse på eget liv, har de brug for, at de voksne træder ind som oversættere og fortolkere. Det er det, man kan kalde et børneperspektiv, og det kræver viden, indsigt og begreber. Det kræver, at man er i stand at slippe sin forforståelse og fordomsfrit forholde sig til barnets synsvinkel, siger Per Schultz Jørgensen og henviser til børnepsykiateren Daniel Stern, der beskriver, hvordan børn er kompetente – men ikke uanset. De er kompetente i forhold til netop de udfordringer, der passer til deres alders- og udviklingstrin.
Per Schultz Jørgensen understreger desuden, at et børneperspektiv i en samfundsmæssig kontekst også skal hvile på et retsgrundlag, at det forudsætter et børnesyn og en holdning, og at det skal bygge på praktiske metoder.

Barnet og rettighederne
Danmark er imidlertid, trods manges opfattelse, ikke særligt godt kørende, hvad angår barnets formelle rettigheder. Hvor voksnes grundlæggende rettigheder er implementeret i lovgivningen, er det samme ikke gældende for børnene: Danmark ratificerede først FNs Børnekonvention i 1991, og den er ikke ført ind i dansk lovgivning.
Det viser sig særligt ved fraværet af paragraf 3 i konventionen, der lyder på, at ”I alle foranstaltninger skal barnets bedste interesse komme i første række”.
Det viser sig også, når det gælder barnets ret til inddragelse i beslutninger om eget liv, der er en stadig omdiskuteret størrelse i dansk praksis.
- Retskravet om at have mulighed for at give sin mening til kende om eget liv, og at få indflydelse på det, er ikke udelukkende et spørgsmål om etik og rettigheder. Der er stærke psykologiske aspekter. Inddragelse i vigtige beslutninger giver en mere sammenhængende oplevelse af tilværelsen. Får barnet oplevelse af reel indflydelse på sit liv, vil barnet få bedre ejerskab til beslutningerne – og føle mindre afmægtighed og frustration. Det giver mulighed for bedre mestring af livet generelt, siger Per Schultz Jørgensen, der dog igen advarer mod at lade barnet i stikken:
- Vi skal hele tiden arbejde på, hvordan vi kan tilrettelægge børneindsatsen ud fra et børneperspektiv, så vi giver barnet optimal indflydelse, samtidig med at barnet får optimal beskyttelse. Det kræver, at vi både arbejder forskningsmæssigt og i den praktiske virkelighed, og at vi hele tiden bestræber os på at vedligeholde indholdet i de overordnede intentioner som f.eks. Børnekonventionen – og at vi prøver at få alle disse områder til at mødes, så f.eks. børnepsykologien ikke lever sit eget liv adskilt fra jura og politik.

Interview med seniorforsker, ph.d. Mai Heide Ottesen, SFI.

Barnets bedste i samværskonflikter – forvaltningen set fra et forskningsperspektiv

Man knytter retslige principper til formodninger om psykologiske forhold, når det
gælder konfliktfyldt samvær, siger seniorforsker, ph.d. Mai Heide Ottesen, der
særligt peger på belastningerne for børnene i, at sagerne oftest trækker ud gennem
store dele af deres barndom. Mai Heide Ottesen mener, at der er behov for i højere
grad at differentiere praksis ud fra de individuelle behov og for at kunne træffe
afgørelser, der bygger på barnets her- og-nu situation og trivsel.

Når medarbejderne på de danske statsamter får en samværssag på bordet, vil deres mål umiddelbart være, at samværet for enhver pris skal normaliseres = hver anden weekend og en dag midt i ugen. Et standardsamvær vurderes per definition om værende det bedste for barnet, medmindre særligt graverende forhold taler imod. Klager over mistrivsel hos barnet på baggrund af samværet vil typisk blive opfattet som partsindlæg i en konflikt mellem to forældre, og hvis en bopælsforælder beskylder samværsforælderen for omsorgssvigt under samvær, vil beskyldningerne ofte ikke blive opfattet som omsorg for barnet, men som et våben i en krig mod den anden forælder.
Sagsbehandlingen vil centrere sig om en kæde af små enkeltafgørelser til fordel for den ene eller anden forælder, mens en samlet vurdering af barnets trivsel ofte glimrer ved sit totale fravær i behandlingen af samværssagerne.
Dette er nogle af konklusionerne fra en gennemgang af 75 komplicerede samværssager, som blev behandlet ved statsamtet og efterfølgende i Civilretsdirektoratet. Mai Heide Ottosen er forsker ved Socialforskningsinstituttet, og hun har gravet dybt i sagsmapperne for at finde ud af, om der er særlige karakteristika for samværssager med langvarige og problematiske forløb.

Social slagside
Der er da også særlige karakteristika for flertallet af de meget vanskelige sager.
Der var nemlig markant social slagside i sagerne. Mindst hver tredje af de involverede forældre var uden for arbejdsmarkedet, og blandt de forældre, der var i arbejde, var der en overvægt af ufaglærte. I godt 60 % af sagerne var der tegn på sociale problemer, enten fordi forældrene havde kontakt med de sociale myndigheder, politiet/retsvæsenet, det psykologisk/psykiatriske hjælpeapparat, eller fordi der var misbrugsproblemer. Sagerne bar altså præg af, at børn, der involveres i samværskonflikter, ofte lever i familier med store psykosociale problemer.
Mai Heide Ottesen identificerede en række typiske konflikttemaer, hvor af der ofte optrådte flere i samme sag:
Først og fremmest var der alle sagerne, der handlede om uenighed om omfang af og detaljerne ved samværet. Så var der sagerne, hvor samværsforælderen var ustabil på baggrund af misbrugsproblemer, psykisk sygdom, kriminalitet eller lignende, og sagerne hvor samværsforælderen havde udøvet vold mod enten bopælsforælder eller barn/børn eller incest mod barnet. Sidst var der sagerne om ”den ukendte far”, hvor en far pludseligt dukkede op og ønskede samvær efter lang tids fravær, og sagerne der handlede om børns selvbestemmelsesret, det vil sige deres ret til at blive hørt og få indflydelse på samværet.

Koster en hel barndom
- Når man ser på de vanskeligste sager, er der en klar tendens til, at der sagsbehandles ud fra en forestilling om, at det helst skal ende med en helt almindelig standardiseret samværsordning. Men når man så ser på udfaldet af disse sager, er udfaldet efter adskillige års tovtrækkerier hyppigst, at samværet falder væk, eller at det bliver meget begrænset og måske med overvågning. Når man tager samtlige 75 vanskelige sager, endte kun 40 % af børnene med en almindelig samværsordning, mens 20 % fik begrænset eller overvåget samvær. I hele 40 procent af sagerne faldt samværet helt væk, fortæller Mai Heide Ottesen, der problematiserer, at sager om samværskonflikter med den uro og belastning, de indebærer for barnet, kan få lov til at strække sig over flere år, og i enkelte tilfælde gennem det meste af barndommen, hvis det alligevel ender med, at samværet bliver ophævet.
Mai Heide Ottesen mener, at den nuværende praksis, hvor man har en standardiseret tilgang til sagerne, der går ud på, at alle forventes at have samme behov, får alt for store omkostninger for de børn, der kommer til at tilbringe hovedparten af deres barndom i skyggen af en konfliktfyldt samværssag.
- Der er udpræget behov for i højere grad at tage udgangspunkt i det enkelte barn og dettes behov frem for i nogle generelle formodninger om, at ”det er godt for børn at være sammen med begge deres forældre”. Der er også behov for i nogle tilfælde at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det er for nogle bånd, der skal bevares – og hvor høj prisen skal være for barnet.

Interview med Therese Fabritius Monberg.

Den norske børnelovgivning kan læses i sin fulde udstrækning på
www.norge.no Indtast ”barnelova” i søgefeltet.

Norsk børnelov set med danske briller

Min oplevelse er, man med den ny norske børnelov nærmer sig et system, hvor hensynet til barnets bedste vejer tungest. Det siger den danske jurist Therese Fabritius Monberg, der har sat sig ind i den ny norske ”Barnalova”, der trådte i kraft i 2004. Her har man samlet alle paragraffer om børn i én lov.

Der er især et forhold i den norske Barnalova fra 2004, der har gjort indtryk på Therese Fabritius Monberg.
”Når man læser de norske regler, navnlig reglerne om forældremyndighed og samvær, er det slående, at barnets bedste har øverste prioritet. Forældrenes rettigheder i den forbindelse rangeres tydeligt under de hensyn, der tages til barnet, selv om disse hensyn naturligvis kan være sammenfaldende. Der står f.eks. direkte i den norske børnelov, at såfremt børn og forældre har modstridende interesser, er det hensynet til barnet, der er afgørende. Det gælder også hele praksisområdet: sagsbehandling og alle retslige processer skal tilrettelægges ud fra barnets bedste. Blandt andet er det understreget, at barnet ikke må lide unødigt under for lang sagsbehandlingstid,” fortæller Therese Fabritius Monberg.
Therese Fabritius Monberg ved godt, at nogle over for dette vil indvende, at disse prioriteringer ikke reelt ikke har betydning, da de samme intentioner ligger bag dansk lov og praksis.
”Men der er for mig at se en stor forskel på, om det er udtrykt juridisk, fordi det er bindende. Og fordi det altid vil smitte af på praksis,” siger Therese Fabritius Monberg.

Mægling og rådgivning
Når man går ind i selve loven, peger Therese Fabritius Monberg blandt andet på nyskabelsen i, at Norge har lavet en kombination af obligatorisk vejledning og mægling.
”Det norske system bygger i dag grundlæggende på, at man ønsker at give forældrene store muligheder for selv at nå frem til aftaler via mægling og rådgivning. Derfor er der mulighed for mægling hele processen igennem. Der er også ved domstolene, skabt mulighed for prøveperiode, hvor familien kan prøve, om den aftale, man har lavet, nu også er, fungerende for alle parter,” siger Therese Fabritius Monberg, som fortæller, at man dertil har gjort det nye og interessante, at man i loven har indskærpet, at parternes advokater har pligt til at opfordre forældrene til at nå et aftalebaseret resultat.
”Formålet er at bevidstgøre advokaterne om deres rolle i disse sager. Desuden får dommere og modparter et værktøj i tilfælde, hvor en advokat går unødigt langt for at forfølge sin klients interesser, eller hvor advokaten ikke følger sagen op og dermed bidrager til at sagen trækkes i langdrag, ” siger Therese Fabritius Monberg, der understreger, at den norske advokatforening har modtaget denne nye regel meget positivt.

Forældrekontakt ikke altid barnets bedste
Den norske lovændring indebærer, at aldersgrænserne omkring høring af børn bortfalder, samt at barnet i særlige tilfælde kan få sin egen advokat.
Therese Fabritius Monberg synes, det er yderst interessant, at der i Norge, udover de ovenfor skitserede regler, er et udvalgsarbejde i gang der ser på tiltag, der kan beskytte børn mod overgreb. Her er der blevet sat fokus på et emne, vi endnu ikke er begyndt at røre ved i Danmark:
”Et af de norske forslag p.t. er blandt andet, at hensynet til at beskytte børn skal veje tungere, end skadevirkningerne ved at miste kontakten til en af forældrene. Dvs. det skal veje endnu tungere i samværssager, hvis der er udøvet vold, og betydningen af at bevare kontakten mellem barn og forældre skal i sådanne sager nedtones. Jeg synes, det er en debat der er værd at tage op, som det også står på den norske børneombudsmands hjemmeside – for også i Danmark har vi en tendens til at mene, at det altid er barnets bedste, at der er kontakt med forældrene,” siger Therese Fabritius Monberg.

Interview med Marianne Egelund, forstander behandlingshjemmet Dalgården.

Børn i klemme - de udviklingspsykologiske konsekvenser af at leve med et højt konfliktniveau mellem forældrene.

Børn får følelsesmæssige vanskeligheder, når samværet er svært eller konfliktfyldt. Men de risikerer også at få vanskeligheder, hvis de ikke har mulighed for at få integreret begge forældre i deres historie. Det eneste kvalificerede svar på problemfyldt samvær er massiv voksenstøtte, der skal gives med indlevelse og ansvarlighed. Det er den erfaring, Marianne Egelund, cand. psych., har med sig fra sit mangeårige virke som leder af behandlingshjemmet Dalgården.

Et flertal af børnene på Behandlingshjemmet Dalgården kommer fra splittende familier, mange har ingen eller kun ringe kontakt med den ene forælder, og flere kender slet ikke deres far. Samværet er ofte vanskeligt – på baggrund af konflikter mellem forældrene eller fordi samværsforælderen mangler forudsætninger for at tage vare på deres barn f.eks. på grund af misbrug og psykisk sygdom.
Marianne Egelund understreger, at man som medarbejder på Dalgården ikke kan adskille børnenes reaktioner på vanskeligt samvær fra deres reaktioner på deres belastede opvækst i det hele taget, og at det samme med høj sandsynlighed må formodes at gælde børn fra socialt sårbare familier i det hele taget.
- Det er jo ofte sådan, at belastningerne samles i bundter hos de samme børn. Men naturligvis bliver vanskeligt og konfliktfyldt samvær en ekstra byrde for børnene. Børn der lever nogle år på institution lever i en atypisk situation, men vi har som behandlingshjem nogle muligheder for at støtte børnene gennem det problemfyldte samvær. Mit bud er, at vi nogle gange med godt resultat gennemfører samvær, der ville være direkte overgreb mod børnene, hvis der ikke var omfattende professionelle støtte, siger Marianne Egelund.
Støtten kan være både praktisk og konkret i form af en pædagog, der deltager i samværet, eller som henter og bringer, så barnet ikke er usikkert på, om det kommer tilbage til Dalgården. Hjælpen kan også bestå i psykologisk støtte til at forstå og bearbejde forældrenes reaktioner og opførsel.

Skadeligt samvær
- Vores børn er meget sårbare. Det er min erfaring, at det kan have væsentlige negative konsekvenser for et barn ikke at kende sin ene forælder. Hvis barnet aldrig har mødt og ikke ved noget om f.eks. sin far, vil det ofte også være svært for barnet at få et realistisk billede af forælderen: Billedet vil tit blive sort-hvidt, og der vil ofte opstå en urealistisk idealisering. Kender barnet forælderen, men har mistet kontakten, vil det ofte lide under savnet og risikerer at miste selvværd som fravalgt. Så ideelt set er det bedst at kende begge sine forældre, siger Marianne Egelund, der til gengæld peger på meget problematiske konsekvenser af konfliktfyldt samvær, som barnet ikke får tilstrækkeligt hjælp til.
- De børn, der oplever, at deres forældre har store interne konflikter, og som f.eks. oplever, at den ene forælder ikke magter forældrerollen, vil typisk blive angste. De bliver splittede af de store loyalitetskonflikter, og de bliver alt for fokuserede på forældrenes behov frem for på deres egne. Ofte sker der det, at deres egen evne til at håndtere konflikter tager skade – enten viger de helt tilbage fra at gå ind i konflikter, eller de bliver modsat meget aggressive, siger Marianne Egelund, der tilføjer, at børn der fortsætter med et samvær hos en dårligt fungerende forælder, fordi de skal, eller fordi de tager ansvar for forælderen, risikerer langvarige negative konsekvenser:
- Disse børn bliver på mange områder meget selvhjulpne, men de kommer til gengæld til at mangle en grundlæggende tillid til andre mennesker, fordi de ikke bliver passet godt nok på, og fordi rollerne og ansvaret mellem dem og deres forældre er byttet om. De lærer ikke at se og mærke deres egne behov, og de kan også få problemer med at udvikle empati i forhold til andre mennesker.

Voksenstøtte nødvendig
Personalet på Dalgården ser det ofte som en del af barnets behandling at få begge forældre ”på plads” for barnet. Det betyder, at det jævnligt er personalet, der formidler kontakterne, og som arrangerer samværet. Det sparer barnet for konfrontationerne mellem forældrene. Det er også personalet, der kan tale samværet igennem med børnene, så de ikke havner i for stor en loyalitetskonflikt, og personalet vil typisk også hjælpe børnene med at få formuleret deres behov over for forældrene.
- Det er mit bud, at en del af disse relationer ville gå i stykker, hvis der ikke var tæt professionel opbakning. Det vil være for svært og for smertefuldt for børnene, og i en stor del af tilfældene ville jeg finde det direkte uforsvarligt, at der ikke var voksenopbakning til at støtte op og beskytte barnet mod overlast og svigt, siger Marianne Egelund.
- Der er situationer, hvor man er tilbøjelig til at sige, at et samvær med stor sikkerhed ikke nogen god idé, men barnet har brug for selv at prøve det af - med støtte til at gennemføre det, for at det skal være forsvarligt. Det er min erfaring, at børn, der selv ønsker samvær, skal hjælpes. Også selv om det virker som et håbløst projekt. Oftest er der god fornuft i at lytte til barnets egne ønsker. Men man skal nøje vurdere, om man herved kommer til at presse et barn til samvær, det ikke kan magte og tåle. Det må være den voksne, der tager ansvaret for valget. Jeg har personligt oplevet, hvordan en voksen kvinde, der har boet på Dalgården i sin barndom, er kommet tilbage og har konfronteret mig med, hvorfor i alverden hun skulle på samvær hos sin psykisk syge mor – om vi da ikke kunne se, hvor traumatisk det var for hende. Hun vidste godt, at hun selv havde insisteret, fordi hun følte ansvar for moren. Alligevel syntes hun, at vi voksne skulle have taget ansvaret og beskyttet hende, fortæller Marianne Egelund, der mener, at denne sag illustrerer, hvor svære problemstillinger, der er tale om.
- Der er ikke ret mange nemme svar i de her sager. Bortset fra at vi ikke må overlade børnene til sig selv, sige Marianne Egelund.

Brev fra anonym – læst op på konferencen.

En personlig beretning – om at se tilbage på en barndom med en svær samværskonflikt.

Jeg var kun syv år, da min far og mor blev skilt, så jeg kan ikke huske ret meget fra tiden før. Men jeg kan huske, at der var nogle år, hvor jeg så min far regelmæssigt.
Det var meget blandet, som jeg husker det, for jeg var meget glad for min far og meget knyttet til ham. Men min mor var bitter på min far, fordi det var ham, der var gået, og det lagde hun ikke skjul på over for mig.

Vi boede tæt på min morfar og mormor, og de tog meget klart parti for min mor og mod min far.
Så jeg kunne ikke snakke om min far nogen steder, og jeg kan huske, det var meget forvirrende, at min far ligesom havde to ansigter: det positive som jeg selv oplevede – og så det negative jeg hørte om.
Min mor var en virkelig god mor på alle andre punkter, og det var meget trygt og dejligt at bo lige op og ned af mine bedsteforældre. Jeg har f. eks aldrig været alene efter skoletid, og jeg følte mig meget elsket.
Men jeg kan også huske, hvordan jeg altid fik ondt i maven, når jeg skulle være sammen med far. Ikke fordi jeg ikke gerne ville se ham, men fordi det hele føltes så besværligt.

Da jeg gik i tredje klasse, blev min far gift igen, og det gjorde, at min mor gik helt i baglås.
Hun ville ikke lade min far se mig. Hun lod simpelthen være med at lukke op, når han kom, og vi skulle gemme os bag nedrullede gardiner. En af gangene tissede jeg i bukserne, fordi det hele virkede så uhyggeligt og mærkeligt.
En dag, mens jeg var i skolen, kom der en mand sammen med to politibetjente og bankede på døren til klasseværelset. De sagde, jeg skulle komme med.
Jeg blev totalt rædselsslagen.
Det første, jeg tænkte, var:
Hvad har jeg gjort? Skal jeg i fængsel? Jeg var helt sikker på, at når politiet kom, var det, fordi man havde gjort noget forfærdeligt. Jeg tænkte også, at nu ville jeg aldrig se mine kammerater og min skole igen.
Det kan godt være, de fortalte mig, hvad jeg skulle, men jeg var så bange, at jeg ikke fattede en brik.
De tog mig hen til en bil, og jeg skulle gå ind i den. Så gik jeg endnu mere i baglås, for jeg havde altid lært, at man ikke måtte gå med fremmede. Jeg havde også lært, at børnelokkere altid prøvede at lokke én ind i en bil. Jeg har aldrig nogen siden hverken før eller siden været så bange.

Det viste sig jo, at de kom for at tage mig hen til min far. Han havde henvendt sig til fogeden for at få lov til at se mig. I bedste mening. Men jeg kan slet ikke huske besøget hos ham – det andet har åbenbart fyldt det hele.
Men min far har siden fortalt mig, at han i den grad fortrød, hvad han havde gjort.
Han valgte faktisk efter den omgang at give afkald på at se mig i nogle år, fordi han oplevede, at jeg var ved at blive revet midt over, og det er jeg ham taknemmelig for.
Der faldt meget ro over mit liv.
Jeg kan huske, at jeg var lettet over, at der ikke var ballade mere. Jeg savnede min far, men jeg tror, jeg havde en fornemmelse af, at det hele var midlertidigt. Jeg tror egentlig også bare, jeg var barn uden at tænke så meget over tingene.
Da jeg var 16, kontaktede min far mig igen, og vi genoptog kontakten. Vi er meget tætte stadigvæk. Det betød dengang, at jeg måtte tage nogle store opgør med min mor. Der var nogle år, hvor vi ikke talte ret meget sammen, men vi kom forbi det.
Jeg kan ikke acceptere, hvad hun gjorde, men jeg har fået en større forståelse af, hvorfor hun gjorde det. Uden at det af den grund er i orden. Men jeg har aldrig tvivlet et sekund på, at hun elskede mig.

Det, jeg gerne vil sige med det her brev, er, at det var så brutalt og rædselsfuldt at blive afhentet af fogeden, og det var så traumatisk, at jeg faktisk tror, det har præget mig.
Det er helt uforståeligt for mig, at man stadig gør det mod børn i dagens Danmark.
Det bedste for mig dengang ville selvfølgelig have været, at min far og mor havde fået hjælp til at finde ud af tingene.
Men jeg synes, at min far valgte rigtigt, da han lod mig have fred, for det er meget, meget svært at være en lus mellem to negle, når man er barn.
Jeg er i dag stadig meget konfliktsky og får ondt i maven, når folk omkring mig er uenige. Jeg bliver helt lille igen og får lyst til at gemme mig i et musehul – og skal tage mig enormt meget sammen for ikke at blive bange for, at der vil ske noget forfærdeligt.
Så jeg synes, man skal tænke mere over, hvordan barnet har det her og nu – i stedet for at fokusere på, hvad der er retfærdigt eller ikke retfærdigt i forhold til de voksne. Prisen kan være for stor for barnet.

Interview med psykolog Per Steen Christensen, børnesagkyndig ved Statsamtet Århus.

Statsamtet indefra

Systemets håndtering af konfliktfyldte skilsmisser lider under jurificering, og systemet som sådan er en forbenet kolos på lerfødder, der ikke har udviklet sig i takt med samfundet, siger psykolog Per Steen Christensen, børnesagkyndig ved Statsamtet Århus. Han peger på behovet for en gennemgribende reform, hvor tværfagligt samarbejde, børnefaglig kompetence og mægling skal erstatte juristeriet.

- Vi vil aldrig kunne lovgive os ud af de problemer, der opstår, når folk bliver skilt og ikke kan enes om børnene. Men vi kan gøre det vældig meget bedre, end tilfældet er i dag, siger Per Steen Christensen, der ser det som en grundlæggende fejltagelse, at systemet opfatter børn som genstande, der kan fordeles ud fra de begreber, man normalt bruger i forhold til materiel ejendom. Derfor er normen blevet en standardiseret mængde samvær, og derfor er det højst usædvanligt at træffe konkrete afgørelser, der baserer sig på det individuelle konkrete barns behov.
- I dag er der ca. ni jurister for hver psykolog i de danske statsamter. Regnestykket burde være lige omvendt. Det er grotesk, at jurister, der ikke har nogen form for børnefaglig uddannelse, bliver pålagt at træffe væsentlige afgørelser om et barns liv. Det er også helt forfejlet, at de få børnesagkyndige, der er, først bliver trukket ind i sagerne, når de for alvor er gået i hårdknude, og da i øvrigt i begrænset omfang, mener Per Steen Christensen.
Han beklager desuden, at statsamternes praksis udelukkende går ud på at løse samværstvister, der udspringer af uenighed om bestående samvær.
- I virkeligheden er der langt flere børn i Danmark, der lider under, at deres far fravælger kontakten til dem efter en skilsmisse. Min erfaring er, at man ville kunne gøre et stykke relevant arbejde, hvis der blev sat ind her. Men det er kendetegnede for hele systemet, at det i virkeligheden ikke handler om at tilgodese børnenes behov, men om at skaffe forældrene deres juridiske ret, siger Per Steen Christensen.

Tværfagligt og børnerettet
Per Steen Christensens vision om en reform af systemet handler først og fremmest om, at det skal indrettes, så det overordnede mål er at fremme, hvad der skønnes at være bedst for barnet. Derfor ønsker han, at der oprettes tværfaglige rådgivnings/vurderings-team, bestående af børnesagkyndige og jurister, og at begge faggrupper til enhver tid skal arbejde ligestillet om alle sager. De overordnede rammer skal være en familieafdeling.
Når forældre henvender sig omkring uenigheder om forældremyndighed og/eller samvær, skal henvendelsen modtages som et advarselssignal om, at barnet er i klemme, og denne vinkel skal være styrende for hele indsatsen. Afklaringsprocessen skal hele forløbet igennem sideløbende arbejde med et aftale-spor og et afgørelses-spor. Det betyder, at teamet så vidt muligt skal få forældrene til at indgå en frivillig aftale, men at det i sidste instans har besluttende myndighed. Det tværfaglige team skal indhente relevante oplysninger om barnet fra f.eks. pædagoger og lærere, og teamet skal så vidt muligt også inddrage barnet. Målet er at få et helhedsorienteret indblik i barnets situation og at skabe en løsning, som forældrene selv har været med til at tilvejebringe, og som de begge er (rimeligt) tilfredse med og derfor vil arbejde loyalt på at få til at fungere.
Det skal være højeste prioritet at nå en mindelig løsning via rådgivning/mægling. Men hvis alt peger på, at forældrene ikke kan blive enige, skal afgørelses-sporet udvides. Der skal altså skabes en rimelig balance mellem hensynet til, at en proces taget tid, og hensynet til at barnet har brug for en afklaring. Forældrene skal gennem hele afklaringsprocessen have al den børnesagkyndige og juridiske rådgivning, som de har brug for, og mægling skal indgå som en smidig del af denne rådgivning. Ender det med, at forældrene ikke kan kommer overens, skal den viden, som det tværfaglige team indsamler under afklaringsprocessen, kunne indgå i afgørelsesgrundlaget. Forældrene skal have mulighed for at anke en afgørelse til domstolene, hvis de ikke er tilfredse.

Mægling virker
Per Steen Christensen mener, det er helt forkert, når diskussionen omkring mægling og rådgivning i forhold til forældremyndighed og samvær ses som en holdningsmæssig diskussion.
- Når man har et system, der skal håndtere disse meget vanskelige og afgørende konflikter, skal man naturligvis holde øje med den nyeste forskning og viden på området. Problemet er bare, at det er juraen, der sidder tungt på beslutningsprocesserne herhjemme, mens meget af den nye forskning foregår inden for psykologien. Og der er ikke meget, der tyder på, at man i systemet holder øje med og integrerer den nye viden. Det er et problem, for der findes i dag dokumentation for, at mægling og rådgivning rent faktisk virker. Der er blandt andet et meget overbevisende amerikansk studie , hvor man har fulgt en række familier gennem en lang årrække, og hvor man har kunnet se forskellen på de familier, hvor der blev tilbudt mægling, og de familier, hvor der ikke gjorde. Resultaterne er meget klare: Efter rådgivning røg færre sager i retten, samværet fungerede bedre, der var bedre samarbejde forældrene imellem gennem hele barndommen og tættere og mere kontinuerlig kontakt mellem barn og samværsforælder helt op i teenagealderen, fortæller Per Steen Christensen.

Alenefædre : Jordemødre og praktiserende læger mener, at ugifte vordende forældre skal have hjælp til at ordne papirer om faderskab allerede inden fødslen. Ellers skal faderen igennem blodprøver, et hav af skrivelser, møder og rod i økonomien, hvis moderen dør.

Der er ingen god grund til, at ugifte vordende forældre bliver anbefalet at vente med at med at ordne papirerne omkring faderskabet og forældremyndighed til efter fødslen. Det mener både Jordemoderforeningen og Praktiserende Lægers Organisation (PLO), fordi ugifte nybagte fædre kan få svært at få anerkendt faderskab til barnet, hvis moderen dør i barselssengen. ”Det burde laves om, sådan at ugifte vordende forældre bliver rådet til at ordne papirerne i god tid inden fødslen. Der er jo ingen, der af sig selv tænker på den ulykkelige udgang af noget, der skulle være en fantastisk begivenhed,” siger formand for Forebyggelses- og Sundhedsudvalget i PLO, Dorthe Halkjær.
Hun mener, at det er vigtigt, at alle bliver rådet til at være i god tid med papirerne. ”For så risikerer ugifte fædre ikke at stå tilbage med tabet af deres kære, et nyfødt barn og et ikke anerkendt faderskab skulle ske, at moderen dør i barselssengen,” siger Dorte Halkjær. Hun påpeger også, at der intet praktisk er til hinder for at ordne papirerne først som sidst. Det er formand for Jordemoderforeningen Lilian Bondo enig i.
Staten råder anderledes : I den såkaldte børnelov er der imidlertid lagt op til, at papirerne først skal ordnes efter fødslen. Det kan dog godt ske inden, men myndighederne anbefaler, at det for nemheds skyld gøres efter fødslen. Det fremgår også af Familiestyrelsens brochure om faderskab, som blandt andet deles ud af jordemødrene. Ifølge Neel Pryds, som er fuldmægtig i Familiestyrelsen, skyldes det et om at gøre det nemt for ugifte nybagte forældre. ”Hvis et forældrepar venter til efter fødslen, kan de sende begge papirerne af sted på en gang, så hensigten er, at det skal være nemt,” siger hun. Neel Pryds vil dog godt erkende, at forældre i ganske særlige situationer kan komme i klemme. ”Måske skal vi overveje at gøre opmærksom på risikoen ved at vente,” siger hun. Nicolaus Johansen, som mistede sin kæreste, ville i hvert fald gerne have hørt om faderen ved at vente. ”Måske burde jeg selv have tænkt på det, men jeg skænkede det aldrig en tanke, så det havde været rart at høre om,” siger han.

De seneste tal over, hvor mange danske kvinder der dør i barselssengen stammer fra 1. januar 2002 til 31. december 2004. Her døde i alt 23 danske kvinder inden for 42 dage efter graviditeten. Disse danske kvinder døde typisk af svangerskabsforgiftelse, hjertesygdomme samt infektion. I 2005 blev der født 64.282 børn.