Samvær med videre

Lov om forældremyndighed og samvær, kap. 2, indeholder bestemmelser om samvær, herunder to nydannelser i gældende ret; anden kontakt med barnet end personlig kontakt og ret til orientering om barnet fra myndigheder og institutioner.
Samvær
Det tidligere udtryk samværsret er erstattet af samvær. Denne ændring har til formål at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse med forældrekontakten og dermed fremhæve, at det centrale er at bevare barnets forbindelse med begge forældre.
Et barns forbindelse med begge dets forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet, Fml § 16. Retten ophører ved barnets fyldte 18. år.
Retten til samvær gælder også, hvor forældremyndigheden er overført til tredjemand og bortfalder normalt ikke, fordi barnet inddrages under forsorg og anbringes uden for hjemmet, selvom dette sker tvangsmæssigt. Retten til samvær gælder på den anden side kun for forældre, ikke for andre, herunder pårørende, selvom de tidligere har haft del i forældremyndigheden. Bedsteforældre har således ikke ret til samvær med et barnebarn efter barnets død.
I de fleste tilfælde aftaler forældre selv, hvordan samværet efter Fml § 16 skal praktiseres.
Kan samværet ikke udøves i enighed har enhver af forældrene efter Fml § 17, stk. 1, ret til efter anmodning til Statsamtet at få fastsat det nærmere omfang af samvær og udøvelsen af denne ved en samværsresolution. Forældrene kan som noget nyt anmode om dette, uanset om de har fælles forældremyndighed. Det er således ikke længere en betingelse, at forældrene er enige om omfanget af samvær, for at kunne indgå en aftale om fælles forældremyndighed.
Ved uenighed om samvær skal der efter Fml § 28, stk. 1, tilbydes forældrene og barnet en tværfaglig børne- og familiesagkyndig rådgivning. De nærmere regler herom fastsættes ved administrative forskrifter i forbindelse med lovens ikrafttræden. Formålet med rådgivningen er at hjælpe parterne til selv at løse deres konflikter vedrørende samvær. Der kan nu også tilbydes rådgivning, selvom forældrene ikke er uenige om samvær, men hvis der skønnes at være et særligt behov herfor, Fml § 28, stk. 2. Som noget nyt kan der indkaldes til og afholdes rådgivningsmøde, hvis blot en af forældrene er positiv overfor et tilbud herom.
Selvom der nu er adgang til at få udfærdiget en samværsresolution, når forældrene har fælles forældremyndighed, er statsamtets adgang til at træffe en afgørelse om midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag bevaret, Fml § 26. Det er ikke nødvendigt, at der er anlagt en retssag om forældremyndighed. Forberedende skridt, f.eks. i form af en ansøgning om fri proces til statsamtet, er tilstrækkeligt. Adgangen er bevaret, da det ikke kan udelukkes, at en ansøgning ifølge Fml § 17, stk. 1, kan opfattes som en utilsigtet godkendelse af barnets faktiske bopælsforhold. Det er nu også muligt at træffe afgørelse om midlertidigt samvær under en samværssag. Dette vil skabe bedre betingelser for at barnet bevarer kontakten til begge forældre ved en førstegangsafgørelse om samvær, men vil også i forbindelse med ansøgninger om ændring af omfanget eller ophør af samvær kunne udfylde et behov. En afgørelse om midlertidigt samvær kan afløses af en ny afgørelse om midlertidigt samvær, Fml § 27.
En samværsresolution skal angive samværets omfang med en mere præcis angivelse af bestemte weekends, hverdage, ferieperioder og højtidsdage m.v., således at dokumentet kan danne grundlag for en eventuel tvangsfuldbyrdelse ved fogedretten. Medens resolutionerne tidligere i de fleste tilfælde relativt ensartet fastsatte omfanget af samværet, anlægges der i dag en langt mere individuel bedømmelse. Endvidere er der i de senere år generelt sket en betydelig udvidelse af samværets omfang i resolutionerne.
Administrativ praksis er udviklet således, at der fastsættes samvær i hver anden weekend fra fredag til søndag aften i ca. 75 procent af sagerne, ligesom der også i de senere år i et vist omfang er blevet fastsat samvær på hverdage som supplement til et fastsat weekend samvær.
Endvidere fastsættes typisk samvær nogle dage i julen og i påsken og 2 uger i sommerferien. Ved en nærmere fastlæggelse af samværets omfang vil der bl.a. blive lagt vægt på forældrenes eventuelle tidligere aftaler derom, og på, hvordan disse har virket. Endvidere tages der hensyn til den berettigede hidtidige forbindelse med barnet, til barnets daglige tilværelse og fritidsinteresser, til afstanden mellem forældrenes boliger, til barnets alder, og til om den berettigede tidligere har taget sig af – særlig – et lille barn.
Ifølge Ml § 29 skal der, når et barn er fyldt 12 år, finde en samtale sted med barnet, før der træffes afgørelse i en sag om samvær. Samtale kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for afgørelsen. Den i Ml § 29 fastsatte aldersgrænse på 12 år er valgt, fordi et barn i den alder typisk vil have opnået tilstrækkelig modenhed til at danse sig en mening om samværsspørgsmålet. 12-års grænsen i Fml § 29 er imidlertid efter forarbejderne ikke tænkt som nogen absolut grænse, således at det skal være udelukket at indkalde mindre børn til samtaler. Afgørelserne vil afhænge af, om det kan antages, at et barn har opnået tilstrækkelig modenhed. Det må tillige overvejes nøje, om samtalen vil kunne være til skade for barnet. Famileistyrelsen har i praksis tiltrådt afgørelser fra statsamterne, der har været støtte på udtalelser fra børn på 11 år. Børn under 11 år bør efter Familiestyrelsen opfattelse kun i undtagelsestilfælde indkaldes til samtale i medfør Fml § 29, og Familiestyrelsen har i praksis ændret statsforvaltningen afgørelser, når der i disse var lagt vægt på 9-10 årige børns udtalelser.
I en samværsresolution vil der kunne fastsættes bestemmelser og vilkår, jf. Fml § 17, stk1,1. Pkt.. i.f.. Den berettigede må i almindelighed selv afhente og bringe barnet samt afholde udgifterne derved. Ifølge Fml § 17, stk. 4, kan justitsministeren fastsætte regler om overvåget samvær. Det er hensigten på grundlag af denne nye regl, at gennemføre overvåget samvær som et offentligt tilbud over alt i landet. Der kan endvidere fastsættes vilkår om overvåget samvær. Eksempelvis vil der i en overgangsperiode kunne blive tale om samvær under overvågning, hvis den af forældrene, der har forældremyndigheden, er betænkelig ved at udlevere et lille barn til samvær.
Vedrørende aldersgrænser kan nævnes, at først når barnet er op mod 2½-3 år kan der i almindelighed blive tale om overnatning under weekendsamvær og ferier. Endvidere udfærdiges normalt ikke samværsresolutioner vedrørende unge, der er 14-15 år eller ældre, da de i realiteten selv kan bestemme, om de vil se den anden af forældrene.
statsforvaltningen kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold, Fml § 17, stk. 2. Ved behandling af disse bør det holdes for øje, at hensynet til stabilitet i såvel forældrenes som børnenes forhold fra begyndelsen bør føre til, at samværsresolutionerne så vidt muligt får en vis endelig karakter.
Heroverfor står imidlertid, at en aftale eller afgørelse om omfanget af samvær, vil bero på en række forhold, der kan ændre sig med tiden. Eksempelvis, hvor samværet med et meget lille barn fra begyndelsen er fastsat uden overnatning. Det tilsigtes ved den nye formulering af bestemmelsen, at den af forældrene, der anmoder om ændringen af samværet, normalt vil skulle påvise, at der foreligger nye forhold, før der kan blive tale om en ændring af den tidligere afgørelse.
statsforvaltningen kan efter Fml § 17, stk. 3, afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Der fastsættes også samvær, selvom barnet ikke er ældre end omkring 1 år. Med den nye adgang til overvåget samvær vil praksis muligvis ændres i fremtiden, således at der kan fastsættes samvær, selvom barnet er spædt. Selvom det er lovens udgangspunkt, at den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal have ret til samvær med barnet, er dog tilfælde, hvor det må antages, at det ikke vil være bedst for barnet, at der fastsættes samvær. De fleste sager, i hvilke samvær afslås eller ophæves, er sager, hvor større børn modsætter sig samværet. Ophævelse kan endvidere ske efter lang tids manglende kontakt mellem den berettigede og barnet; en periode på 5 år vil her oftest være afgørende. Foreligger der en konkret begrundet risiko for, at den ene af forældrene under udøvelse af samværet vil bortføre barnet, vil samværet efter praksis blive afslået eller ophævet. Ophævelse af samværet kan endvidere ske på grund af den berettigedes mentale tilstand eller på grund af alvorligere kriminalitet, herunder især sædelighedsforbrydelser mod børn.
Som eksempel kan nævnes Familiestyrelsens j.nr. 1985-441-1502. Barnet var 11 år og 10 måneder. Moderen, der havde forældremyndigheden, havde anmodet om, at barnet blev indkaldt til samtale. Statsamtet ophævede mandens samvær bunder hensyn til barnets udtalelser. Familiestyrelsen stadfæstede afgørelsen. Sagen blev indbragt for ombudsmanden, og det blev gjort gældende, at barnet var blevet presset til at udtale sig imod samvær. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at barnet var blevet indkaldt, og at barnets udtalelse var blevet tillagt vægt ved afgørelsen.
En overtrædelse af vilkårene for samværet vil efter omstændighederne bevirke, at en aftale eller afgørelse herom ophæves. Selvom introduktionen af kriteriet påkrævet i bestemmelsen indikerer, at betingelserne for at ophæve samværet er strenge, er hensigten, at det i meget konfliktfyldte familier fremover skal være lettere at få samværet ophævet.

Tvangsfuldbyrdelse

Har forældrene fælles forældremyndighed, kan den ene af forældrene ikke i relation til den anden af forældrene opnå fogedbistand til at gennemføre ændringer i barnets opholdssted, medmindre der er tale om tvangsfuldbyrdelse af en samværsresolution.
Aftaler eller afgørelser om forældremyndighed eller samvær, der tillægger en bestemt person ret til at have barnet hos sig, kan tvangsfuldbyrdes af fogedretten. Grundlaget for en tvangsfuldbyrdelse kan således være en godkendt aftale, en resolution – midlertidig eller endelig – fra statsforvaltningen eller Familiestyrelsen, et retsforlig, en kendelse om midlertidig forældremyndighed, eller en dom.
Ved fuldbyrdelse kan fogedretten ifølge Rpl § 536 anvende tvangsbøder eller umiddelbar magt. Skal tvangsbøder anvendes, fastsættes daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udlevers. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om udøvelse af samvær kan der dog fastsættes en enkel bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samværet på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes. Umiddelbar magtanvendelse kan undertiden være nødvendig i forældremyndighedssager og vil efter omstændighederne blive anvendt straks, fx hvor et barn skjules, eller hvor der er tale om flugt til udlandet med barnet. I samværssager er magtanvendelse et middel, der kun bruges i ekstreme tilfælde.
Fuldbyrdelse kan ikke ske, dersom barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.
Fogedretten kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant fra det sociale udvalg, til at varetage barnets tarv under sagen. Fogeden kan endvidere give en kort udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller samværets udøvelse. Fogedretten, der ofte anvender betydelig tid på forligsbestræbelser, kan undertiden opnå en mindelig løsning ved at gøre konsekvenserne af en fortsat nægtelse af at udlevere barnet klarere for den pågældende part.

Børnesagkyndig rådgivning

Efter §29, §29A, §29B, §29C. Der må ikke til brug for statsforvaltningens afgørelse af en sag om samvær, forældremyndighed eller fri proces indhentes oplysninger, som forældrene eller barnet har givet under rådgivningen. Sådanne oplysninger må heller ikke af rådgiveren videregives til brug for afgørelsen internt arbejdsmateriale vedrørende sådanne oplysninger må heller ikke udleveres til forældrene eller barnets, pkt. 1-3., gælder dog ikke hvis forældrene eller barnet har givet samtykke til, at oplysningerne indhentes eller videregives.

Stk. 2. Statsforvaltningens sagsbehandler kan anmodes om at deltage i rådgivningen. Såfremt sagsbehandleren deltager, og der mundtligt under denne del af rådgivningen meddeles oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder, der er af betydning for statsforvaltningens afgørelse om samvær, forældremyndighed eller fri proces, skal der gøres notat herom på en sådan måde, at oplysningerne kan anvendes til brug ved sagens afgørelse og meddeles parterne i overensstemmelse med den forvaltningsretlige lovgivning.

Stk. 3. Statsforvaltningens sagsbehandler skal vejlede parterne om muligheden for at aftale, at der på baggrund af rådgivningen udarbejdes en sagkyndig vurdering eller erklæring til brug for sagens videre behandling.

Stk. 4. Pligten til at gøre notat efter stk. 2., gælder tilsvarende for rådgiveren, hvis forældrene eller barnet efter stk. 1., pkt. 4., har givet samtykke til, at oplysningerne indhentes eller videregives.

Stk. 5. Forældre og barnet skal samtidig med fremsættelse af tilbud om rådgivning orienteres om stk. 1-4.

Orientering om barnet

Endnu en nyhed af betydning for den samværsberettigedes retsposition er, at denne nu har fået en særlig ret til orientering om barnet. I modsætning til reglerne om samvær og anden kontakt, vedrørende denne bestemmelse alene den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden. Det følger således af Fml § 19, stk. 1, at den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Endvidere må der ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. Bestemmelsen indebærer, at det er muligt for de nævnte institutioner m.v. at videregive oplysninger om barnet, uden at komme i strid med bestemmelser om tavshedspligt og uden at kunne mødes med indsigelser fra forældremyndighedsindehaveren. Reglen omhandler ikke aktindsigt og giver således ikke ret til at få udleveret kopier af sagsakter vedrørende barnet. Bestemmelsen pålægger en pligt til at give en orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger. Bestemmelsen giver ikke beføjelser for den, der ikke har del i forældremyndigheden, til en aktiv kontakt med institutionen, f.eks. i form af deltagelse i forældremøder eller at repræsentere barnet i skolebestyrelsen.
Ifølge Fml § 19, stk. 2, kan statsforvaltningen i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner m.v. fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgang til at få orientering om barnet. Baggrunden for også at give de pligtige myndigheder adgang til at søge statsforvaltningen om at ophøre med at orientere den samværsberettigede er, at pligten kan være en uforholdsmæssig belastning for institutionen. Eksempelvis hvis den samværsberettigede gentagne gange – måske næsten dagligt – retter henvendelse til institutionen vedrørende mindre vigtige spørgsmål om barnet. Imødekommes en ansøgning fra forældremyndighedsindehavren om ophør, er det ansøgeren som må meddele institutionen, at orienteringen skal ophøre. Afgørelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen, Fml § 19, stk. 2, i.f..

Anden kontakt

Statsforvaltningen kan nu i særlige tilfælde træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet for den af forældrene, der ikke har barnet boende, i form af telefonsamtaler, brevveksling og lignende, Fml § 18. Bestemmelsen kan anvendes, også selvom der er fælles forældremyndighed. Behovet for statsforvaltningens bistand til sådan anden kontakt end samvær kan navnlig foreligge, hvis den af forældrene, der har barnet boende, griber ind i barnets kontakt med den anden af forældrene uden rimelig grund. Bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse, hvis den samværsberettigede i en periode bor i en anden verdensdel, og samvær ifølge Fml § 17 ikke er praktisk muligt. Bestemmelsen kan alene anvendes i særlige tilfælde. Herved er det tilkendegivet, at der skal foreligge en speciel situation, før statsforvaltningen kan træffe beslutning om denne form for kontakt mod den ene af forældrenes ønske, og at bestemmelse om anden kontakt ikke bør være et fast supplement til afgørelser om samvær. Statsforvaltningens afgørelse efter § 18 vil ikke kunne gennemtvinges eller sanktionernes, f.eks. gennem fogedbistand eller tvangsbøder.