Overførsel af forældremyndigheden ved godkendt aftale eller ved dom

Efter Fml § 11, 1. pkt., kan forældremyndigheden ved en af statsforvaltningen godkendt aftale overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet.
Reglen kan anvendes til at overføre forældremyndigheden fra den ene af forældrene til den anden, uanset om forældrene er eller har været gift. Den er således et middel til at ændre tidligere aftaler eller afgørelser om fordeling af forældremyndigheden efter Fml §§ 9, 12 eller 13, og til at overføre forældremyndigheden mellem ugifte forældre, der ikke har haft fælles forældremyndighed. Bestemmelsen i Fml § 11 kan imidlertid tillige anvendes til at overføre forældremyndigheden til tredjemand. Forældremyndigheden kan efter Fml § 11, 2. pkt., tillægges et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle; disse vil da få fælles forældre-myndighed. Statsamtet kan efter omstændighederne godkende, at den af forældrene, som har forældremyndigheden alene, aftaler med sin nye ægtefælle, at ægtefællerne skal have fælles forældremyndighed. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab, jf. Pal § 4, stk. 2.
Sker overførelsen til andre end den ene af forældrene, skal der i almindelighed indhentes en erklæring fra den af barnets forældre, som ikke har del i forældremyndigheden, se Fml § 30.
Bestemmelsen finder anvendelse også ved etablering af aftalt fælles stedbarnsforældremyndighed.
Loven forskriver ikke, hvilke virkninger der skal tillægges en protest. Protesten kan tænkes at være begrundet på en sådan måde, at det bliver klart, at en overførelse af forældremyndigheden ikke er bedst for barnet, hvorfor godkendelse af aftalen nægtes.
Virkningen af en godkendt aftale om overførelse af forældremyndighed efter Fml § 11 angår alene forældremyndigheden og værgemålet, men ikke forældrenes forsørgelsespligt eller arveretten eller ret til samvær med barnet.
Er forældremyndigheden ved aftale eller dom, jf. Fml § 7, stk. 3, jf. § 9, stk. 2, Fml § 9, og Fml §§ 11-13, tillagt en af forældrene alene, kan retten, når særlige grunde taler derfor, overføre forældremyndigheden til den anden, hvis det er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentlig forandrede forhold, jf. Fml § 13, stk. 1. Ændringskriteriet i Fml § 13 er relativt strengt. Svarende til Fml § 12, stk. 2 er samværschikane medtaget i lovteksten som et relevant kriterium. Bestemmelsen indeholder en lempelse i forhold til tidligere, hvor en overførelse skulle være påkrævet under hensyn til, hvad der er bedst for barnet.
Lempelsen skal i henhold til lovens forarbejde ses i lyset af, at omfanget af samværet med den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, i de senere år er udvidet, således at der normalt er en tættere kontakt mellem denne af forældrene og barnet. Overførsel af forældremyndigheden vil på den baggrund i de fleste tilfælde indebære en mindre gennemgribende forandring for barnet end tidligere. Man er opmærksom på, at reglen om overførsel af forældremyndigheden har et dobbelt sigte, og at de to formål kan være vanskelige at forene. Det strenge kriterium påkrævet i den tidligere gældende Ml § 17 skulle på den ene side tilkendegive over for forældrene og deres rådgivere, hvor vanskeligt det er at få medhold i et krav om overførsel af forældremyndigheden. Det er i denne sammenhæng, at synspunktet om, at barnet ikke må blive en "kastebold", har betydning. Desuden skulle kriteriet anvendes, når retten træffer afgørelse i den enkelte sag. I den situation er den primære opgave at vurdere, hvad der er bedst for barnet. Såfremt det efter bevisførelsen står klart, hvad der er bedst for barnet, kan det af den enkelte dommer opleves forkert at skulle undlade af afsige dom i overensstemmelse hermed ud fra en vanskelig afvejning af, om overførslen også må anses for at være påkrævet. Kriteriet påkrævet kan virke som en hæmsko ved de konkrete afgørelser og føre til domme, som er mindre hensigtsmæssige set med barnets øjne, eller som er vanskelige at forstå. Den nye formulering indebærer, at det grundlæggende princip – hvad der er bedst for barnet – herved også kommer mere i forgrunden, end tilfældet er i dag.

Forældremyndigheden efter dødsfald

Har forældre legal eller aftalt fælles forældremyndighed, og dør den ene af forældrene, forbliver forældremyndigheden hos den anden. Boede barnet ikke hos den efterlevende af forældrene, kan en anden dog i forbindelse med dødsfald anmode om at få forældremyndigheden tillagt, men anmodningen imødekommes kun, hvis hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den efterlevende, Fml § 14, stk. 1. Imødekommes anmodningen fra tredjemand, bortfalder den efterlevendes forældremyndighed.
Dør den af forældrene, som har forældremyndigheden alene, har den efterlevende af forældrene en tilsvarende fortrinsret til at få forældremyndigheden tillagt, dersom den efterlevende fremsætter anmodning derom, Fml § 14, stk. 2, 2. Pkt.. Der skal i almindelighed indhentes en erklæring fra den efterlevende, inden forældremyndigheden tillægges en anden, Fml § 30. Er den efterlevende uegnet, kan der meddeles afslag, selvom den efterlevende er eneansøger.
Bevirker et dødsfald i øvrigt, at ingen har forældremyndigheden over et barn, skal der altid udpeges en ny indehaver af forældremyndigheden under hensyn til, hvad der er bedst for barnet.
Fml § 14, stk. 3, indeholder en bestemmelse, som omhandler den særlige situation, at den ene af forældrene har forældremyndigheden alene, og denne har forvoldt den anden af forældrenes død. En nydannelse er, at den anden i denne situation kan anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke forbliver hos den efterlevende. Forældremyndigheden kan i forbindelse med dødsfald tillægges et ægtepar i forening, herunder den efterlevende af forældrene og dennes ægtefælle, Fml § 14, stk. 4.
Indehaveren af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter indehaverens død bør have tillagt forældremyndigheden. Efter Fml § 15 skal en sådan tilkendegivelse følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derimod. Fortrinsretten for en efterlevende af forældrene efter Fml § 14, berøres dog ikke af en modsat tilkendegivelse. Afgørelser om forældremyndighed i forbindelse med dødsfald træffes af statsforvaltningen, men kan indbringes for retten, se Fml § 14, stk.

Midlertidig afgørelse om forældremyndighed

Sålænge forældre har fælles forældremyndighed, kan ingen af forældrene få udleveret barnet fra den anden af forældrene ved fogedforretning, medmindre der er tale om tvangsfuldbyrdelse af en samværsresolution. Hver af forældrene kan derfor tage barnet med hjem, selv om det hidtil har boet hos den anden, eller beholde det efter besøg, eller afhente det i børnehave eller skole. Frygter den ene af forældrene, at den anden vil optræde sådan, kan der være behov for en afgørelse om, at en af forældrene midlertidig skal have forældremyndigheden alene. Et sådant behov kan også foreligge, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, fx hvor barnet i længere tid har opholdt sig hos den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, og som nu er sagsøger i en sag efter Fml § 12, stk. 2, eller efter Fml § 13 og derfor ønsker at afskære en fogedsag fra sagsøgtes side.
Fml § 22 bestemmer derfor, at retten, når retssag om forældremyndighed er anlagt, efter anmodning ved kendelse kan bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen skal træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en dom, der kan fuldbyrdes, og afgørelsen bortfalder, hvis retssagen hæves eller afvises.
Tendensen i den righoldige praksis efter de tidligere og nugældende regler om midlertidig afgørelse om forældremyndighed har været at fastfryse den øjeblikkelig situation og på denne måde stabilisere forholdene for barnet. Det er dog forekommet, at retten har ændret på forholdene, når disse var etableret ved en egenmægtig fjernelse af barnet.
Har forældre fælles forældremyndighed, og er de uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet, Fml § 3. Bestemmelsen suppleres af Fml § 23, ifølge hvilken Civilretsrektoratet midlertidigt kan tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene, hvis det skønnes, at der består en reel risiko for, at den ene af forældrene vil bortføre barnet til udlandet og dermed foregribe en forældremyndighedssag ved at hindre dansk domstoles afgørelse af forældremyndighedsspørgsmålet. Grundlagt for beslutningen vil i reglen være en mundtlig anmodning til politiet eller de sociale myndigheder om bistand, hvorefter sagen telefonisk forelægges for Familiestyrelsen, der ofte træffer afgørelsen under telefonsamtalen. Udleverer den anden part derfor ikke barnet, og fastholdes ønsket om at udbringe dette af landet, vil den pågældende kunne anholdes som sigtet for overtrædelse af Stl § 215.
Endelig kan statsforvaltningen efter Fml § 24 under en sag i anledning af, at forældremyndighedsindehaveren er død, jf. Fml § 14m, træffe midlertidig bestemmelse om, hvem forældremyndigheden skal tilkomme. En sådan afgørelse gælder, indtil der foreligger en afgørelse om forældremyndigheden, der vil kunne fuldbyrdes. Midlertidig afgørelse om forældremyndighed kan ændres, hvis det er bedst for barnet, Fml § 22.